Tilbage på sidstepladsen
West Ham tabte i dag den vigtige bundkamp mod Birmingham med 1-0. Dermed er the hammers tilbage på 20. pladsen.
Man kan godt forstå, hvis West Hams spillere er ved at være ualmindelige trætte af den store serbiske angriber Nicola Zigic. Det er ikke mere end et par uger siden, at Zigic' indhop blev afgørende da Birmingham trak det længste strå i Carling Cup semifinalen, og i eftermiddag tegnede den 2.02 meter høje tankforward sig for kampens eneste mål på the Boleyn Ground.
Man var allerede bekymret da man så startopstillingen. Småskadede Matthew Upson gjorde ganske vist comeback, men hans efterhånden faste makker James Tomkins var henvist til bænken (med en småskade). Også Danny Gabbidon missede dagens kamp med en skade, og i stedet spillede Winston Reid som fjerdemand i backkæden, hvor Bridge og Jacobsen tog sig af backsene. Reid spillede i øvrigt sin nok foreløbig bedste kamp i claret'n'blue. På resten af holdet var der genvalg fra sejren i onsdags mod Blackpool: Parker, Noble, O'Neil, Obinna, Piquionne og Keane, hvor de tre sidstnævnte agerede en art angrebstrio. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Scotty Parker havde beholdt anførerbindet trods Upsons comeback.
West Ham var egentlig det bedste fodboldhold i lange perioder af kampen. Navnlig i første halvdel. Upson havde formidabelt styr på Zigic, og fremme var der masser af bevægelse og lige-ved-og-næsten situationer for angriberne, som desværre havde ualmindelig svært ved at få afsluttet eller sendt den rigtige aflevering af sted når de kom i nærheden af feltet. Især var Obinna frustrerende uinteresseret i at aflevere bolden et par gange. Et par andre gange var nigerianerens driblinger retfærdigvis et giftigt offensivt våben. Når afslutninger faldt blev de desværre blokeret eller sparket forbi. Ben Foster behøvede nærmest ikke lave en redning. Alle tre angribere fik ellers muligheder. Bedst var nok Keanes, da ireren snød to forsvarsspillere og helflugtede bolden over mål med venstrebenet lige før pausen.
Omrokeringerne i backkæden blev yderligere komplicerede, da Upson måtte udgå med en skade i pausen efter at have humpet i slutfasen af halvegen. I stedet kom Manuel Da Costa på banen for første gang efter en flere måneder lang skadespause. Man kunne godt se, at kampformen var et stykke væk for portugiseren.
I hvert fald var han ikke i nærheden af Zigic, da indskiftede Sebastian Larsson slog en af sit trademark perfekte indlæg ind i panden på serberen, der scorede på noget der mindede om Birminghams første kvalificerede afslutning efter 66 minutter.
Fem minutter inden havde Carlton Cole erstattet Piquionne uden nogen særlig effekt. Så var indskiftningen af debuttanten Demba Ba tæt på at være mere effektfuld. Med sin anden boldberøring i West Ham-trøjen hamrede angriberen bolden på stolpen fra en spids vinkel ved en dødboldssituation efter 77 minutter. Fem minutter senere fyrede Da Costa et velplaceret, fladt langskud af fra en meget lang distance, men Foster reddede i fuld længde.
Tættere på kom West Ham ikke, selvom de i kampens slutfase fik lagt et udemærket pres, og sendte en masse lange bolde frem mod Birminghams straffesparksfelt - til sidst endda med Da Costa parkeret som ekstra angriber. Portugiseren måtte da også se et hovedstød snige sig lige forbi stolpen på et godt indlæg fra Jacobsen. Desværre røg nedfaldsboldene generelt alt for ofte ind til Ben Foster, ligesom man godt kunne se, at udeholdet er mere trænet i kick-and-rush end hjemmeholdet er.
Med weekendens sejre til Wigan og Wolverhampton indtager West Ham igen sidstepladsen, mens Birmingham med sejren rykker væk fra nedrykningspladserne. Heldigvis bliver Blackpool og West Brom ved med at tabe, så der er stadig håb. I næste uge
Blackpool 28 point for 25 kampe (-11)
Birmingham 27 point for 24 kampe (-9)
West Brom 26 point for 25 kampe (-17)
Wigan 26 point for 26 kampe (- 18)
Wolves 24 point for 25 kampe (-17)
West Ham 24 point for 26 kampe (-18)

